HSLF’s holdning til adfærd på kysten.

Detaljer
Kategori: HSLF Standard
Publiceret: Torsdag, 09. maj 2013 11:49
Visninger: 12496

HSLF's holdning til adfærd på kysten.

Nogle af vores kystfiskere bebrejdes engang imellem, såvel sobert, som fuldstændig underlødigt, at de ikke udviser almen omtanke når de skal påbegynde fiskeriet.

Selvom vi er meget sociale under vores fiskeri, er det ikke i orden, at genere andre i udøvelsen af fiskeri på den måde de ønsker, og slet ikke hvis de er kommet til pladsen først.

Når det er sagt, så mener vi også, at vi alle er voksne mennesker, der hver især må stå til ansvar for vores handlinger. Ligeledes må de der føler sig generet, rette henvendelse til de personer der generer dem.
Som forening, hverken kan eller vil vi stå til ansvar for konkrete overskridelser af god fiskeetik.
På samme måde skal vi ikke bebrejde klubber/foreninger hvis enkelte af deres medlemmer ikke efterkommer de ofte uskrevne regler, men henvende os ordentligt til de enkelte og tale med dem om "problemet". Om nødvendigt kan vi henvende os til turleder eller formand. Fora hvor der sendes "svinere" uden omtanke og nogle gange med kun et lille gran af sandhed i, er ikke vejen frem.

I HSLF vil vi være kendt for, at der er højt til loftet, og at vi foretrækker dialog frem for konflikt.

Derfor vil vi kraftigt opfordre alle medlemmer til at udvise, ikke blot den adfærd vi selv forventer, men også den adfærd andre forventer af os – især på deltagelse af ture i HSLF-regi.
Selv på private ture, vil vi opfordre til, at der udvises samme adfærd som på klubturene, da nogle efterhånden har fået "kendte ansigter" og der derfor automatisk sættes lighedstegn mellem dem og HSLF – og så har det aldrig skadet nogen at udvise god etik.

For langt de fleste af vores medlemmer, er der ikke noget nyt i nedenstående, men tag det som en service for de få, hvor det er på sin plads.

Specielt tre forhold vil vi henlede opmærksomheden på.
1. Undlad at køre til, og parkere på, pladser hvor dette ikke er tilladt. Tænk for pokker længere end til din egen næse, og vær opmærksom på, hvor meget din dovenskab ødelægger for andre.


2. Er pladsen du vil fiske på godt besøgt, så søg enten til en helt anden, eller træk så langt væk fra de der allerede fisker der, at selv en fluefisker der affisker et område, ikke bliver generet. Er du i tvivl om en anden fiskers intention på pladsen, så spørg inden du går i gang. Måske du finder ud af, at fiskeriet lidt væk jo heller ikke er så tosset, i forhold til der hvor du har fisket i mange år ;-)


3. Efterlad pladsen i samme stand som du fandt den og mindst ligeså ryddelig. Det er så let når man evt. fylder sin egen pose med skrald, lige at tage det med som en anden har glemt (eller smidt).

Som sagt har de fleste normalt ingen problemer med at overholde disse simple regler. Vi skal bare også lige huske dem, den dag vi er lidt pressede på tiden, og den dag hvor fiskeabstinenserne er så slemme, at vi bare må have noget i vandet.
Vi ønsker jo heller ikke selv, at få ødelagt en god oplevelse ved vandet, fordi andre ikke forstår at gebærde sig.

PS! Husk på, at vi alle er gæster når vi er ude i naturen.